Med DMI’s velsignelse skulle grundlovsdag blive perfekt til en vragtur i kattegat. Vi var derfor en fornøjet flok der samlede flasker og andet pak sammen og fræsede til hundested for at svale vore legemer i saltvandet, mens resten af Danmark stønnede i heden.
Planen var egentlig at stå godt udover og få nogle dybe vrag, men forskellige grejproblemer tvang os til at lægge en anden plan – så det blev Libra på førstedykket og (gud fri mig) Dankbarheit på andetdykket.
Libra er en coaster der sank med en ladning skrot, så der er masser af tingeltangel at binde bundtovet fast til. Desværre hev supermand i båden skrottet ud af lastrummet på vraget, så da hold nr. to gik ned af bundtovet, var det til en flad og temmelig dyndet bund med en masse kriblekrable og en fin fure der pegede i retning af vraget. Der var dog ikke længere til vraget end distancen kunne svømmes på et par minutter, så førsteholdet blev lige prajet og fik at vide at de måtte øve med decobøje når de havde set nok på dybden.
Vraget som sådan er hurtigt overset, men man kan da altid hygge sig med at drille fiskene, mobbe krabberne og kilde sønellikerne – og så ligger vraget så tilpas lavt, at der er godt lys til fotogtrafering:
Andetdykket på Dankbarheit tjente vist kun et formål: Nu har vi været der, og vi ved at vi ikke skal komme der igen. Vraget er stort set tæret væk, og det eneste der er tilbage er et læs overgroede munkesten. Det mest positive man kan sige om vraget er at der er forskellige, fine sønelliker på det – men det er der vist på alle danske vrag, ikke?
Men det var godt vejr, og man skal jo ikke pive over at elementerne og familien tillader lidt dykning, uanset hvor man kommer hen
/Mimosen

